En sjælden gæst.

I en sen nattetime aflægger stilheden mig et besøg.

En sjælden, men interessant gæst.

Jeg elsker dens selskab, selvom jeg oftest vælger det fra. 

Den er trist og sørgmodig.

Uforstående, frustreret og undrende giver den plads til tårer.

- de reneste af slagsen. 

Jeg byder den ord - den takker pænt nej!

Dens skæbne er forseglet. 

Et sådant nærværende væsen kræver plads og overskud.

Den må snige sig langs Københavns gamle mure 

- nat efter nat strejfer den rundt i mørket.

Forkastet søger den et hjem sammen med fordybelsen, mørket og stjernerne. Men som mange andre, her i byen, må den tage til takke med en sofa her og der - eller i bedste fald - en meget kort fremleje...

I nat redder jeg op til Stilheden i vores stue,

men jeg ved den er væk, når jeg vågner...