Det sner.
Med armene løftet og himmelvendte håndflader betragter jeg, med forunderlig beundring,
de fnug, der måske tilfældigt, finder hvile på min hud.
Jeg lukker ikke hænderne, prøver ikke at holde dem fast, fnuggene skal have lov til at være.
Uforstyrede, sårbare og smukke.
Hvert eneste ganske enestående.
De smelter og jeg bliver eet med krystal.
Denne kontinuerlige forening rummer selve livet.
Den indeholder verden og sandheden.
Tragedien, kærligheden, nydelsen og bedraget.
Lyset og mørket. Smerten og poesien.
Den gør mig til mig.
Jeg ånder ind, jeg ånder ud.
Jeg bliver lettere og, til sidst, vægtløs.
Svævende i natten.
Konstant i langsom bevægelse.
Dækket af sne og alt og ingenting lukker jeg øjnene og smiler.
Mit omrids bliver tydeligere - jeg bliver til kurver, konturer, form.
Jeg er !!!
