onsdag den 8. april 2009

At gribe nuet.

Jeg danser i et udefinerbart , øde og mørkt landskab.

Det sner.

Med armene løftet og himmelvendte håndflader betragter jeg, med forunderlig beundring,
de fnug, der måske tilfældigt, finder hvile på min hud.
Jeg lukker ikke hænderne, prøver ikke at holde dem fast, fnuggene skal have lov til at være.
Uforstyrede, sårbare og smukke.
Hvert eneste ganske enestående.

De smelter og jeg bliver eet med krystal.
Denne kontinuerlige forening rummer selve livet. 
Den indeholder verden og sandheden.
Tragedien, kærligheden, nydelsen og bedraget.
Lyset og mørket. Smerten og poesien.
Den gør mig til mig.

Jeg ånder ind, jeg ånder ud.
Jeg bliver lettere og, til sidst, vægtløs. 
Svævende i natten.
Konstant i langsom bevægelse.

Dækket af sne og alt og ingenting lukker jeg øjnene og smiler. 
Mit omrids bliver tydeligere - jeg bliver til kurver, konturer, form.

Jeg er !!!

onsdag den 25. marts 2009

En sjælden gæst.

I en sen nattetime aflægger stilheden mig et besøg.
En sjælden, men interessant gæst.
Jeg elsker dens selskab, selvom jeg oftest vælger det fra. 

Den er trist og sørgmodig.
Uforstående, frustreret og undrende giver den plads til tårer.
- de reneste af slagsen. 
Jeg byder den ord - den takker pænt nej!

Dens skæbne er forseglet. 
Et sådant nærværende væsen kræver plads og overskud.

Den må snige sig langs Københavns gamle mure 
- nat efter nat strejfer den rundt i mørket.
Forkastet søger den et hjem sammen med fordybelsen, mørket og stjernerne. Men som mange andre, her i byen, må den tage til takke med en sofa her og der - eller i bedste fald - en meget kort fremleje...

I nat redder jeg op til Stilheden i vores stue,
men jeg ved den er væk, når jeg vågner...




tirsdag den 17. marts 2009

imellemtiden.

Min generations uendelige trang til at blive set, hørt, anerkendt og respekteret som et unikt individ er uden lighed i historien - og mulighederne for det ligeså !

Denne blogs tilblivelse er mit ønske om at bidrage med dråber til dette ligegyldige hav af behov.

Jeg er min generation og den er mig.
Vi har stået skulder ved skulder og mærket tordenstormen af industrialisering og udvikling. Trykbølgen har efterladt os grimme og dybe ar for altid. Konsekvendserne er uoverskuelige og ødelæggelserne enorme. Acceleration og effektivitet er hjørnetænderne på dette kolosale monster, der med en appetit som ild fortærer alt på dens vej. Intet kan nogensinde blive det samme igen. Det er uungåeligt og katastrofalt. Armageddon.

Vi er, imellemtiden, efterladt i et venteværelse fyldt til bristepunktet af disraktion iklædt underholdningsindustriens fineste og mest farvestrålende kjoler. Denne umiddelbare skønhed forfører os med overfladisk tilfredshed og øjeblikkelig nydelse.
Vi mærker ikke længere frygten og kærligheden.
Smerten og længslen.
livet og døden.

Kun når vores blik, i et stærkt sekund, bliver fravristet illusionens sensuelle dans får vi måske et glimt af virkeligheden.

Denne øvelse må trænes og tillæres med højeste prioritet.
Det er af skæbnesvangert vigtighed, at vi forstår at værdsætte disse sekunders potentielle revulotion.

Perspektiveringen kan ramme os som et lyn.

Så mens vi med lalleglade og fede kroppe danser rundt i manegen, dirrigeret af dulmende piskesmæld fra de nyeste tendenser og betaget af vores egne smukke navler, bør vi gribe den nærmeste strømledende genstand, forlade `festen´ og sætte kursen mod det nærmeste høje punkt.

Afsted !!